Bornholmerhistorier:

Her kan du læse personlige historier og artikler om øen.
Har du en god historie, lang eller kort, så send den til os.

Min barndoms lykkeland.
Historien om hindbærbrus, Dr. Evius og uendelige sommerdage
dengang i tresserne.
 

For at runde turen af med maner, viser det sig at vi på grund af blæsten ikke kan gå ind i Allinge havn, og må derfor lægge til i Hammerhavn. De få biler (50stk.) der er plads til ombord skal jo i land, og det sker ved at vi først kører frem til en drejeskive ved udgangen i siden af skibet, et par matroser drejer så med håndkraft bilen i ret vinkel på kajen, hvorefter vi via et par kraftige planker kører op på molen. Efter sådan en tur er vi gladere end nogensinde, for endelig at mærke det bornholmske grundfjeld under fødderne igen.
 
Arven
Med min fars første ture som ung mand, med Østbornholms Dampskibsselskab, bliver familiens stærke tilknytning til øen grundlagt. Det tror jeg at min datter, her mange år senere, vil give mig ret i. Når dine ”onde” forældre først har tvunget dig til at holde ferie på øen et par gange, ja så er Bornholm på en eller anden måde allerede gået i blodet. Derfor sørgede jeg også for, at min datter ikke var mere end 7 dage gammel før hun første gang sejlede med Bornholmstrafikken
 

Dengang Krølle-bølle is var et selvstændigt mærke, havde de en hindbærsodavandsis på sortimentet. Den is var for mig smagen af sommer på Bornholm. Barndommen har også sine lyde og lugte som man aldrig glemmer. Vi boede til leje i en lille ferielejlighed lige op af Olaf Høsts atelier på Bognemark, jeg vil aldrig glemme lyden når vi gik på trappen til værelset på 1. sal. Og  hvis jeg lugter til fransk terpentin, ja så er jeg i atelieret igen.

Bognemark var en primitiv gård med lokum i gården og brønd med pumpe, men beliggenheden og forpagterparret Olsen og deres drenge gjorde stedet til noget helt særligt. Det lykkedes mig som regel een gang hver sommer at plage hr. Olsen til at bage pandekager. Han kunne vende dem i luften! og han bagte en hel stabel, som vi så spiste af lige til det sortnede for øjnene. Høst sagde engang til mine forældre, at de jo ikke var turister men derimod landliggere. Den gang var jeg ikke helt klar over ordets betydning, men det fik mig til at føle mig som særligt udvalgt.
 
Societetet
Det Østbornholmske Societet var det selvopfundne navn, som betegnede den store flok af familie og venner, voksne og børn i alle aldre, vi var en del af og som hver sommer mødtes i og omkring Gudhjem. De voksne, en skøn flok personligheder, der desværre ikke er så mange tilbage af mere, havde deres ritualer. En del mødtes ofte i bager Lunds serveringshave til formiddagskaffe så de kunne planlægge hvor de skulle mødes igen et par timer senere.

Der var i det hele taget mange traditioner; morgenbadning i Suserenden, svampetur i Ølene, strandtur til Kjödtönden, solnedgang ved Hestestenene. Men noget af det sjoveste var at spille volleyball. Hver dag klokken fem spillede vi i blandede hold, det var uskønt men meget underholdende. Det er måske netop forklaringen på hvad det er der gør Bornholm til et så fantastisk sted, det er meget svært ikke at være aktiv sammen når man er på ferie her.
 
I Brændesgaardshaven kan jeg stadigvæk gense de gode trælejeredskaber, med alle årenes lag af oliemaling i klare farver, som jeg selv hjulede rundt på i korte bukser og stribet sommertrøje. Og indtil for få år siden Dr. Elvius trylleshow på friluftsscenen med de samme tricks og vittigheder år efter år. Helge og Gerda og alle de andre robåde er stadigvæk sørøverskibe på verdenshavet. Stedet rummer den rette blanding af enkelhed, kvalitet og uantastet uforanderlighed, selvom nye forlystelser er kommet til.

I det hele taget ligner Bornholm meget sig selv. Det er rart at vide i en verden, der måske har lidt for travlt, med at lave om på sig selv hele tiden. Jeg indrømmer gerne at Bornholm rummer en stor del nostalgi for mig, men jeg glæder mig også over mange af de nye ting der sker.
 
En af de helt store begivenheder i min barndoms lykkeland, var den gang vi fik båden Laura af Gudhjem. Jolle er måske en mere korrekt betegnelse, for det stykke fantastiske håndværk bådebyggeren i Snogebæk havde udført. 12 fod, lærk på eg, med en firehestes påhængsmotor og et par torskepilke var vi klar til at tømme Østersøen. Det var nu beskedent hvad vi fangede, men at ligge og drive i Salenebugten sådan en tidlig sommermorgen med fuldstændig havblik og insekterne summende, er en oplevelse der burde være lovpligtig.
 
Ud og hjem
Nu er det ikke sådan at vi i vores familie ikke har set andre steder end Bornholm. Vi har rejst i de fleste lande i Europa, men aldrig svigtet øen. Da vi for nogle år siden rejste rundt i Thailand tilbragte vi en del tid på øen Koh Samui. Vi opgav at lære de lokale navne og brugte i stedet gode bornholmske stednavne. Det havde blandt andet den fordel, når vi talte om øen, vidste vi med det samme hvor stederne lå i forhold til hinanden, at der så ikke gror kokospalmer i Årsballe er jo en mindre detalje i den sammenhæng. Det var i øvrigt ikke til at opdrive en røget sild nogen steder. Det lokale færgeselskab ville under alle omstændigheder aldrig kunne vinde licitationen på Bornholmsruten.
 
Om det lige er den helt specielle lyd der kommer når man går med bare tæer i sandet på Dueodde, duften af løg i Døndalen eller synet af havets høje horisont, der kalder mest længsel frem, ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg simpelt hen ikke kunne nøjes med at være ”landligger” længere, så derfor driver min familie og jeg nu Sommerpensionat Næsgaarden. Når jeg så ser de yngste af vores gæster leje i haven og hører deres glade råb fra stranden, så tænker jeg med et smil, at historien såmænd nok gentager sig.
 
Jakob Staffeldt